Den 12. og 13 november blev ITAPA-konferencen i Bratislava afholdt for 12. gang. ITAPA står for ”it i den offentlige administration”, og PMI Denmark Chapter v/Annette Vendelbo, var inviteret som keynote speaker over emnet ”forskelle på projektledelse i den offentlige og den private sektor”. Invitationen var formidlet af PMI Slovakian Chapter, som også var talere på konferencen, så PMI kom virkelig på dagsordenen ved denne lejlighed. Der var ca. 400 deltagere i konferencen.
 
Det var interessant at se, hvordan traditionen for en mere hierarkisk organisation påvirkede projektsucces i Slovakiets offentlige sektor, og der er ingen tvivl om, at PMIs indlæg virkede provokerende på en del af deltagerne, særligt offentlige ledere. På den anden side var der også stor interesse for at høre om, hvad man i praksis kunne gøre under de givne omstændigheder, for at forbedre projektsucces. Dette med forholdsvis enkle tiltag som bl.a. uddannelse af projektledere og ledere.
 
Nu er der naturligvis store kulturelle forskelle på Slovakiet og Danmark, men også i Danmark kæmper man nogle steder med lidt stivnede organisationshierarkier særligt i den offentlige sektor, hvilket giver ligheder i forhold til de omstændigheder, der kan virke blokkerende for projektsucces. Her vil udbredelsen af PMI best practices måske kunne blive et af elementer, der vil kunne gøre en forskel. Både i Slovakiet og i Danmark. Nu kom PMI i alle tilfælde på lystavlen hos mange offentlige beslutningstagere i Slovakiet.
 
Efter ITAPA-konferencens afslutning den 13. november var Annette Vendelbo inviteret til at tale på et gå-hjem-møde hos PMI Slovakian Chapter. Emnet omhandlede, hvordan man kan kombinere agile metoder med PMIs standard. Der var stor interesse for dette emne, og der blev stillet mange spørgsmål. Også her blev det tydeligt, at den mere hierarkiske virksomhedsstruktur og de mere top-down prægede beslutninger har indflydelse på den måde, man ser på projektledere og driver projektledelse samt i den sidste ende påvirker projekternes resultater.
 
Der var faktisk stor skepsis omkring Scrum blandt deltagerne, der tvivlede på, at en så stærk delegering af kompetence til et projektteam, som Scrum kræver, ville kunne fungere i Slovakiet. Det giver altid stof til eftertanke at få anderledes vinkler på emner, man nærmest tager for givet. Det var i det hele taget fantastisk at se den store entusiasme og interesse, der fandtes hos denne gruppe stærkt dedikerede Slovakiske projektledere. Det slovakiske chapter er 1,5 år gammelt, og bestyrelsen hér arbejder målrettet på at udbrede kendskabet til PMI, præcis som vi gør i den danske bestyrelse.
Page 1 of 2